Projektion og kropsdissektion

En atypisk form for body shaming
Når folk spurgte Arnold Schwarzenegger råd om hvordan man kom i form og tilføjede – But I don’t wanna look like you, svarede han – don’t worry, you never will! Dét er også body shaming. Body shaming, uanset kontekst, og opstår når vi kritiserer eller dømmer og ytrer vores mening om hvordan en krop skal se ud. Eller rettere, når vi ytrer en mening om hvordan den rigtige krop skal se ud. 

”I don’t wanna look like you
Don’t worry you never will”
~ Arnold Schwarzenegger

Jeg har selv og oplever stadig, mennesker der fortæller mig at de gerne vil træne, men de ikke vil have mine skuldre for eksempel. Eller bemærkninger som: – Nåh, nu skal du da også til at passe lidt på når du træner arme, så de ikke bliver for store, er også bekymringer jeg af og til skal lægge øre til. Jeg ved ikke helt hvad mine arme har gjort, og hvorfor det ofte er dem der står for skud. Måske er det en generel betragtning eller et levn af den gamle myte om, at kvinder der løfter vægte kommer til at se maskuline ud. Hovedsagen er, at det er mine arme og min krop. Som jeg ærer og elsker.
… – Og i øvrigt er vi kvinder er ganske enkelt ikke i stand til at producere den mængde hormoner det skal til, for at blive bulky, store, eller hvad der ellers findes af synonymer. Jeg sir’ det bare. Kvinder der ser unaturligt store ud, er det formentligt også.

Ingen negative vibes #nothanks
Jeg synes det er ret tankevækkende, at vi kan tillade os at diktere folks udssendene. De fleste træner fordi de har et ønske om at forbedre sig. Med træning følger privilegiet i,  at vi til en vis grænse selv kan diregere og forme vores udvikling. I min verden er det ikke en invitation til fortælle hvad man bryder sig om og ikke bryder sig om ved en anden persons udseende. Jeg mener come on,  man går vel for heller ikke op til hinaden og siger: Jeg vil gerne have dine læber men jeg vil ikke have din næse. På den måde kan vi pille hinanden fuldstædigt fra hinanden. 

Forskellige meninger
Heldigvis kan jeg være bedøvende ligeglad med hvad folk siger. Jeg har med tiden udviklet en skærm af fuckfingre der danner et solidt panser om min personlighed. Det folk ofte glemmer at tage hensyn til, er at træning for mit vedkommende, ikke et spørgsmål om udseende. Træning for mig er en vigtig komponent i min recovery. Man kan på mange måder sige, at træningen er min medicin. Som jeg stadig skal tage, og formentligt skal tage for evigt. Udseendet er sekundært. Jeg træner ikke for at se godt ud, men fordi det føles godt. Og husk så også, at smag ikke kan diskuteres. Vi vil alle have forskellige meninger om hvad vi synes er æstetisk pænt, attraktivt og smukt. Nogle vil have store numser, andre vil have små. Det gælder også bryster, hofter, lår..listen er uendelig. Så lad ikke andre fortælle dig hvordan de synes du skal se ud. Det ved du bedst selv. 

Written by