Slip kontrollen

Let it flow
Det kan være svært at forholde sig til perioder hvor hverdagen er anderledes end den plejer. Perioder af vores liv, hvor vi ikke på samme måde er i stand til at kontrollere, forudse og forebygge. Det skaber utryghed når vi ikke kan forberede os på tilværelsen. På nogle punkter er det en fordel at være mentalt klar på fremtiden. Det gør at vi ikke sætter hånden på kogepladen to gange. Men ligesom med alt andet er det en balancegang. Livet bliver let forudsigeligt og trivielt, hvis vi altid kender udfaldet af en given situation. 

Når hverdagen er anderledes
Jeg kan huske det fra mig selv. Begivenheder jeg så frem til og som jeg gerne ville glæde mig over, fremkaldte svedperler på overlæben, mens jeg mentalt prøvede at forebygge og forhindre skadesomfanget. Ferier blev saboteret af min frygt for ikke at være god nok på stranden eller i sommerkjolen. Hvad hvis der ikke var træningscenter på hotellet? Hvordan skulle jeg håndtere morgenmadsbuffet’en? Hvad gjorde jeg når resten af familien ville have is? Ville jeg kunne sige nej? Ville jeg kunne sige ja?

Tankemylder og præstationspres
Det er selvsagt svært at lave op til kriteriet for det perfekt menneske, eftersom det ikke findes! Den ideologi fejede jeg af mig. Først når jeg have gjort alt hvad jeg kunne gøre og havde kæmpet til sidste blodsdråbe, kunne jeg leve op til min egen skyhøje forventning til mig selv. Det gjaldt ikke kun mit udseende, men også min intelligens, humor og udstråling. Jeg var kun god nok, hvis jeg hele tiden kunne præstere eksemplarisk på alle niveauer.

Livet er sådan, at vi af og til bliver sat i uvante og ukendte omgivelser. Heldigvis for menneskets evolution, har vores gode adaptionsevne sikret at vi stadig vokser i verden. Det vi frygter er sjældent så truende som vi  går og tror. Jeg holdt for første gang fri fra træning i 3 uger i sommes mens jeg var på ferie i Kroatien. Ved du hvad der skete? Ingenting? I december skete der lidt af det samme, jeg spiste kage, julesnask hver dag og trænede betydeligt mindre end jeg plejer. Og gæt engang! Præcis! Dét skete der heller ikke noget ved. Ikke det mindste.

Lad det der vil ske, ske
Jeg vil invitere dig til at lade tingene ske. Sådan som de skal ske. For når vi er alt for ihærdige efter at komme fremtiden i møde, glemmer vi at tage chancer, løbe risici og male udenfor stregerne. For det er ofte lige nøjagtigt dér, uden for det magelige, at magien folder sig ud.

Written by